KOM TILBAGE FAR!

KOM TILBAGE FAR!

fullsizerender-5-1160x1143

I dag er det præcis 3 måneder, 92 dage, 2208 timer & 14400 sekunder siden at jeg sad ved min fars side, sammen med min lillesøster & stedmor, og så ham trække vejret for allersidste gang inden han fløj afsted på sit livs rejse, for at bruge hans ord.

Jeg vidste det skulle ske, det havde jeg vidst i præcis et år og 10 måneder.

Jeg var i LA for at undersøge mulighederne for at flytte derover igen, da jeg tidligere har boet der og savnede varmen, da jeg fik det fatale og livsændrende opkald.

Når jeg siger det, hører jeg allerede folk tænke, – jamen alles forældre skal jo dø en dag, og mange har endda mistet deres forældre som børn ell teenagere, hvilket må være så uendeligt tragisk.

Så hvorfor skal vi høre på din historie Nicoline?

Det behøver i skam heller ikke, men tårerne triller ned af kinderne lige nu og her imens jeg sidder & skriver dette. Det føles faktisk rart og forløsende. Så derfor skriver jeg dette. Ingen af os på denne planet vil nogensinde kunne sammenligne vores tragedier med andres, uanset kaliber. Alle former for tab, uanset alder, etnicitet, omstændigheder osv, indgår under kategorien LIVSKRISE, hvis du spørger mig.

At miste en forælder, bliver ikke dybere eller større. Vores forælder er vores skaber, vores største tilskuer, vores ubetingede hengivne tilgivende kærlighed, uanset hvordan relationen er. Min fars og min relation var langt fra perfekt. Tværtimod.

Der har været flere år hvor jeg har haft afskrevet ham, fordi jeg var vred og følte mig svigtet af ham. Også selvom han altid havde været min største helt og min første store kærlighed, min yndlings, fra jeg var en helt lille pige. Mit forbilled. Jeg var fars pige.

Han har været grunden til jeg har haft svært ved at møde mit match på mande fronten, da han var så stor en personlighed, så rebelsk, egenrådig. En verdensmand, fandenivoldsk lawbreaker. Ekstremt egoist, men med et hjerte af guld. Svært for andre mænd at leve op til. Han havde også sine grunde til hvorfor han havde sine fejl og mangler på nogle områder.

Så da jeg blev lidt ældre, omkring 30 år gammel, begyndte jeg at se anderledes på tingene , – se igennem hans fejl og mangler. Fokusere og elske alt det fantastiske og gode han havde. Vi blev tætte igen, så godt som. Det siger derfor sig selv, at da jeg stod i Palm Springs i mit elskede Californien, og fik et opkald fra en grædende Greta (min elskede stedmor) der siger at far har kræft i bugspytkirtlen & at lægerne har givet ham 6 til 8 måneder, smed alt hvad i hænderne.

Var på vej til Nyc for at spille et high end Dj job for en meget vigtig kendt person. Jeg er ekstremt pligtopfyldende når det kommer til mit arbejde, så tog selvfølgelig dertil og gennemførte mit job på samme facon som når man er midt i et blackout. Det gik vist heldigvis ret godt. Skyndte mig hjem, – tog direkte til fyn, sad ved spisebordet med min far, søs og Greta. Kiggede hinanden dybt i øjenene, græd, sagde undskyld for alt det dumme og vreden der havde været over nogle ting.

Nu var der kun ÉN ting der betød noget i denne verden for vores familie, og det var at få min far ud på den anden side på den mest værdige smukkeste måde det nu kan lade sig gøre under disse omstændigheder. Californien, drømmemanden, den baby jeg gerne ville have, den nye karriere jeg overvejede – måtte vente.

Der er så mange mennesker derude der lige nu sidder i samme situation som jeg har været i, og så mange der kommer til det, – så vil ikke kede jer med for mange triste hårde detaljer igennem hele sygdoms forløbet. Har dog lyst til at fortælle lidt om hvor udfordrende det kan være at være i denne situation, sat op imod den branche jeg arbejder i og at jeg bor i Danmark hvor det at tale om døden og sygdom er så tabu, well i hvert fald i min branche, er det ikke yndlings emnet folk gider at høre om.

Jeg er de sidste 2 år, ofte kommet direkte fra et besøg hos min far på fyn, med kemo, alvors snakke, indlægninger osv, direkte ind på scenen hvor jeg altid skal se godt ud, smile, ha overskuddet, mærke mit crowd – læse dem så jeg kan forkæle dem og  give dem det de vil have. Nogle gange har de været fulde og utilfredse med mit valg af musik, det sker heldigvis sjældent, – men fulde folk kan godt blive vrede & krævende. Der blevet sagt ting til mig imens jeg stod på scenen, som hvis de vidste at jeg kom direkte fra en kemo ramt døende far, havde de måske bare undladt at sige noget.

Har haft lyst til at skrige dem ind i hovedet: Jeg er ked af det, jeg kan snart ik mere, – min far skal dø lige om lidt, vil du ike være sød at være rar. Men sådan er det ikke i showbiz, der har man ikke en dårlig dag, – sådan er det bare!

HOLD FACADEN NICOLINE, HOLD DEN NU. SMIL FOR FANDEN, SMIL!

Folk vil ik vide hvad der foregår inde bagved det sjove underholdende show.

SÅDAN ER DET BARE!

Jeg er professionel og jeg kender gamet. Jeg har holdt den kørende i de knap 2 år dette følelses mareridt har stået på. Min far var en stærk kriger, hele vejen igennem, så han levede næsten 1 år længere end de havde forudsagt.Til denne lille anekdote, er der et quote jeg meget ofte har tænkt undervejs, jeg gerne vil dele med jer :

“Everyone you meet is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always.”

Når denne sygdom dog først tager fat, går det stærkt. Min far blev indlagt på Sydfyns Hospice d. 15 juni, et af de smukkeste steder man kan få lov at dø på disse kanter, – heldigvis. Han var vild med stedet, havde en terrasse lige ud til en mark med nogle får, der hang vi ud hele tiden.Og personalet var til et UG hele vejen. Han sagde han havde sat sig et mål, og det var at han VILLE holde sig i live til d. 1. juli. Der var så mange han ville nå sige farvel til, så mange sidste ting vi lige skulle nå at have sagt og gjort. Så det gjorde han. Endda med 5 ekstra dage oveni som bonus.

Jeg rejste frem og tilbage mellem hospice og kbh i denne tid, for at stå og spille til en fancy reklamefilms fest, lave et fancy fotoshoot etc… med kun en tanke i hovedet, et halvt ben ud af døren. – Og en pakket kuffert ved min side hver gang. De sidste 5 dage på hospice, var der ikke noget million tilbud af et job der kunne ha fået mig væk derfra. Det var de mest magiske, meningsfulde 5 dage i mit liv. Havde jeg fanme aldrig nogensinde troet jeg skulle høre mig selv sige højt. Men det VAR det. Mere inspirerende samtaler og øjeblikke har jeg sjældent haft i mit liv.

Min elskede far sov ind Ons d. 6. juli kl 08.35. Min seje far. Han var så afklaret til sidst, og halp faktisk os igennem denne fase mere end omvendt.

Min elskede søster, stedmor og jeg var en bevæbnet hær. Tre krigere på en mission, og vi fuldførte den mission præcis som den skulle og som vi ønskede. Tre kløveret ved hans side til hans sidste åndedrag.Vi har fået et bånd der er unbreakable efter denne oplevelse, og har i de første måneder haft svært ved at finde trøst og ro andre steder end hos hinanden.

Jeg har som sagt været forberedt på min fars død, havde derfor naivt håbet at jeg måske mest ville føle lettelse når først han tog afsted på sit livs rejse.Der tog jeg så grueligt fejl. Har aldrig i mit liv ligget så hårdt ned. Det kan ikke beskrives med ord, man ved ik hvordan det føles før man prøver det. Jeg kunne knap stå op de første par uger, alt føles meningsløst.

A L T.

Du har lyst til at skrige højt op i himlen, hele tiden, KOM TILBAGE, det kan ikke passe det her. Jeg er ikke klar. Du kan ik gøre det her imod mig. Imod os. Hvor er du nu? Hvem er jeg? Hvad skal jeg nu? Mit sidste anker er røget til bunds.

Der var en nat hvor jeg lagde mig i græsset ude foran min bygning kl 5 om morgenen. Prøvede at kommunikere med min far igennem nogle fugle og himlen, – der kom en mexikansk engel (var rent faktisk i tvivl om det var en engel min far havde sendt, eller et rigtigt menneske) og tog mig i hånden, sad ved min side og trøstede mig imens jeg hulkede og hulkede og fortalte. Han forstod mig 100 %. Han var ikke bange eller intimideret.. Jeg havde tidligere prøvet gå lidt ud den aften, –  men hver gang jeg talte højt om at min far lige var død, kunne jeg mærke folk synes det var grænseoverskridende og lettere mærkeligt sådan at sidde tale om en fredag aften.

Jeg har opført mig mærkeligt til tider, jeg har ikke været mig selv de sidste 2 år. Det er som at have en konstant sort sky hængende over hovedet, konstant lidt bedrøvet, urolig, dårlig samvittighed om nu at være der nok for min far. Har været i fest situationer, hvor jeg blev helt ved siden af mig selv med blackouts. Har mistet venner og bekendte. Man kan ikke konstant stå og forklare folk hvad der foregår bag facaden, så har måtte tage konsekvensen og lade nogle mennsker gå, uden at forklare dem hvorfor. Og nogle har selv taget afstand fra mig. Det er altsammen en del af sådan en proces har jeg lært. Undskyld til jer der har fået mærket en mærkelig stresset ked Nicoline uden en forklaring på hvorfor.

Så nu her 3 måneder, 92 dage, 2208 timer og 14400 sekunder efter sidder jeg op i min stol og skriver dette, jeg ligger ikke under dynen uden at kunne rejse mig op, som jeg har gjort mange dage. Langsomt med de fineste babyskridt er jeg og min hær ved at prøve vende tilbage til følelsen af at livet gir mening.

Far jeg ELSKER DIG. Ord kan ikke beskrive mit savn. Kommer mig aldrig over tabet af dig. Og det er vi mange der ikke gør. Du er ubeskriveligt elsket og savnet af mange.

Jeg græder kun hver anden dag nu. Jeg snakker stadig med både himlen, træerne, fuglene & skyerne. Jeg har snart overskuddet til et invitere den søde fremmede mexikaner på en kaffe for at sige tak.

Og HVER freaking gang jeg kommer ind på Bistro Royal spiller de din sang i det øjeblik jeg træder ind. Det er sket 3 gange i træk nu. – Jeg tror på det er en hilsen fra dig, – og det må i andre sgu gerne grine af.

Jeg håber denne lille historie kan hjælpe andre derude i en lignende situation. Feedback bliver varmt modtaget.

   

19 kommentarer

  • k

    Hvor er det rørende at læse. Min mor er syg med kræft lige nu – heldigvis ser det hele meget lyst ud, og jeg er sikker på at hun nok skal komme sig. Hun er i rigtig gode hænder. Dog oplever jeg også at min omgangskreds ikke kan finde ud af at snakke med mig om det. Omkring juletid gik min mor i selvsving og ville finde en løsning på hvad der skulle ske til helligdagene mange år frem i tilfældet af at hun ikke var der længere. Hun ville have en plan for min bror og jeg, så vi ikke skulle fejre julen alene. I dag kan vi grine lidt af det, fordi hun er i så god bedring, men stemningen og følelsen af den situation sidder stadig og vil altid være i min krop. Når jeg snakker med venner, veninder eller min kæreste om det forsikre de mig altid om at alt jo nok skal gå og at jeg ikke skal bekymre mig. Jeg er sikker på at alt nok skal gå, og jeg fortrøstningsfuld om at min mor nok skal blive rask, men av hvor sidder sorgen over at jeg har “været tæt” på at miste hende og at hun en dag ikke længere er her dybt inde i min sjæl. En sorg som de der aldrig har stået i en lignende situation vil kunne forstå. Og hvor ville jeg ønske at vi alle kunne være den foruden.
    Alle positive tanker til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • mette

    Kære Nicoline.
    Jeg føler med dig. Mødte din far nogle gange, og jeg har altid husket ham som et fantastisk hjertevarmt og velkommende menneske. Da jeg så, at han var væk, blev jeg meget ked af det, selvom det er længe siden, jeg har set ham eller dig. Jeg mistede min far for nogle år siden, og jeg genkender alle følelserne. Savnet bliver ikke mindre, men det bliver med tiden lettere at bære….er min erfaring. Kh. Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michael Soergel

    Hej, …mistede min far da jeg var 13. Fik ikke lov til at sige farvel. Det sidste jeg husker er, at vi mødte ham tilfældigt på Vindeby havn (Tåsinge). Min mor skyndte sig at skubbe mig og mine 2 søskende videre, men jeg nåede at se ham, han smilede, blinkede med øjene og sagde:” Jeg har det godt du”. Glemmer det aldrig! Din artikel har givet mig en masse, selvom mit tab er mange år siden! Der er en stolt far bag det ukendte Nicoline!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jiyan

    Tak for et hjerte-tro indlæg. Din sårbarhed er utrolig livsbekræftende, smuk og stærk. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Kæreste Nicoline,

    Tak for dit indlæg.
    Meget meget smuk & rørende og nok så vigtig hudløs ærlig fortælling om døden, der nok så sørgeligt er blevet så stort & konfliktfuldt tabu
    Jeg er så enig m dig: åbenhed & masser af ord på ens sorg, tab, tanker & savn er altafgørende! Både af respekt for de pårørende men også i høj grad for den sygdomsramte, der er klar over sin tragiske skæbne og korte tidshorisont

    Husk, sorg er ikke en statisk tilstand, vi er i. Vi, som har mistet, går ind & ud af sorgen, og det er helt ok. Din kærlighed til din far vil altid være i dig, og hans kærlighed til dig vil uden tvivl give dig masser af tegn & ro fremover.

    Alt det bedste til dig og stor tak & ros for dit meget vigtige & menneskelige indlæg❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Peter

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Erik Svarre

    Kære Nicoline.
    Kom ind på din blog via Ronnie Nielsens Bongoram på Facebook – og blev lidt nysgerrig. Hvad kan sådan en ung pige mon sige om så stort og diffust emne? Puha, det gør du sgu godt, får sagt så mange væsentlige ting og rammer nogle følelser så flot og godt. Imponerende. Du har virkelig fået givet din far en sortie magnifique fra denne verden. Tak fordi jeg fik lov til at læse med – og blive klogere på følelser, som jeg selv har haft engang. Din beretning kunne sagtens bringes i et større forum – f.eks et ugeblad. Håber du finder ro med dit minde om en meget mindeværdig far og kan fortsætte et spændende liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • John Eddie

    Smukt skrevet. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicky

    Hej Nicoline

    Først respekt for at du laver så sammenfattet et blogindlæg, så kort tid efter dit tab – Kondolerer.

    Jeg genkender det hele. Især det at død bliver tabuiseret fra mennesker, både nære, som fjerne. Jeg oplevede selv, at folk tog afstand, sikkert ubevidst, fordi de ikke ved hvordan de skal reagere, når der bliver talt om død. Jeg lærte selv at bruge dem, der turde tale om det. I sidste ende har man bare brug for at tale om nogen – Og det behøver ikke at være om emnet, men bare for at tale med folk.

    Jeg kender selv til at der er et tegn fra oven. Min far døde d. 28/9, for 11 år siden. Det regnede voldsomt, da jeg fik opkaldet fra min mor kl 11.00. Forrige uge, da klokken slog 11, d. 28/9, begyndte det at regne, men kort tid efter kom solen igen.

    Der er mere mellem himmel og jord 🙂

    Mvh Nicky

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Nicoline

    Tak for en følelsesladet og stærk fortælling om dit tab og om din dybe sorg. Det gav anledning til en tur ned ad “memory lane”!

    For som du skriver, er vi mange, der har oplevet noget tilsvarende. Faktisk må vi alle forvente at miste en eller flere af vores nærmeste i løbet af vores liv. Jeg mistede min far alt for tidligt, da han var 63, og min mor for et par år siden. Hun blev heldigvis 92.

    Af samme grund er vi mennesker indrettet til at kunne sørge. Al den tid og energi, som vi før brugte i samværet, kan vi pludselig ikke længere bruge på den vante måde. Døden efterlader et isnende tomrum. Og vi udfylder tomrummet med sorg. Sorgen bliver for en stund vores måde at bruge vores energi på, komme i en slags ligevægt og bearbejde tabet. Og derfor skal vi give os lov til at sørge – hulke dybt og mærke smerten og nogle gange også et virvar af andre følelser.

    Nogle af os sørger med god grund over, at det nu er for sent at få den kærlighed, vi ikke fik. Døden er endegyldig og hjerteløs, og indirekte rammer den også de efterladte med en naturlig angst og med følelser af forvirring og forladthed. Kun ved at lade følelserne komme frem kan vi give plads til hele paletten af godt og skidt. Bearbejde tabet og finde ud af hvad vi kan tage med os, og hvordan vi kommer videre.

    Hvis vi holder følelserne nede, lukker vi også af for selve livets mening. Selv i sorgens mørkeste stund findes der gode følelser at huske tilbage på. De følelser der gjorde den døde til en vigtig person. De gode følelser vi havde, og som vi nu sørger over at have mistet.

    Det tager sin tid, og det kræver mange kræfter at sørge. Nogle gange har vi brug for en pause til at glemme og til at tænke på noget andet. Arbejde. Se en film. Gå ud og danse. Og ind i mellem har vi brug for at være alene, tude, rase ud, sidde og glo på tapetet og mindes.

    Men sorgen er en midlertidig løsning. Med tiden skal vi have udfyldt det følelsesmæssige tomrum med en eller flere andre relationer – måske skal vi ud og finde en helt ny central person i vores liv. Vi skal begynde at bruge vores energi på nye måder. Det kan tage tid at bygge op, men det er vigtigt, at vi kommer videre. Ved at give plads til alle vores følelser bearbejder vi ikke bare sorgen men bliver også åbne for nysgerrigheden, glæden, lysten, kærligheden og alt det positive, som livet også rummer. Og med tiden vil alt dette fylde tomrummet ud.

    Det betyder ikke, at vi glemmer de døde. Kun at vi er kommet videre med vores liv. Selv en knust vase kan limes sammen og komme til at fungere som vase igen på trods af limfugerne. Ingen kommer igennem tilværelsen uden følelsesmæssige ar. Men arene heler og giver os indsigt og mulighed for at være der for andre, som har brug for at bearbejde deres tab.

    Din artikel og din åbenhed er ikke bare en hjælp for dig. Den er også en hjælp og inspiration til andre, som har brug for at lukke op for deres følelser af sorg, angst, ensomhed, vrede, bitterhed, skyld, skam, mm. Det er menneskelige følelser, vi har dem alle, og vi behøver ikke at skjule dem eller være alene med dem.

    Så tak igen for dit indlæg!

    Kh.
    Peter

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Smukt & Rørende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Weiss

    Jeg er ked af det på dine vegne Nicoline. Jeg ville ønske jeg kunne sige savnet går væk med tiden – men det gør det ikke. I hvert fald ikke for mig. Hvis det overhovedet kan bruges til noget, Så lev, så han ville være stolt. På den måde får man dem lidt tilbage hver dag igennem den de elskede mest – nemlig dig selv! Knus herfra … DET ER bare NOGET F***NG LORT

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det smukt og meget rørende ærligt skrevet. Tårene har trillet ned af kinderne, igennem hele dit blog indlæg.
    Jeg har dog aldrig været i lignende situation, men har oplevet nære veninder, der også har mistet en forældre. Jeg vil give dig ret i at sygdom og døden er et tabu. En veninde der selv havde mistet sin far, fortalte at det bedste man faktisk kan gøre at spørge ind, selv om det kan virke ubehageligt. Man skal dog selv også være klar til at lytte, fordi der er en ventil der bliver åbner op for. Så siden hen har jeg øver og øvet, selv om jeg til tider stadig føler det er svært.
    Jeg har kæmpe respekt for du har skrevet så ærlig om hvordan du oplevet folk og omkring venskaber der er gledet ud. Husk de venner der stadig står ved din side er de rigtige venner. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laila

    Kæreste Nico…sidder bare og græder og græder. Hvor er det smukt og hudløst ærligt skrevet , hvor gør det godt at få sat ord på.
    Vi er nogle der savner ham smertefuldt,… også jeg får nogle gevaldige mavepustere og tudeture, når den lige pludselig kommer….NEEJ han er jo død. Jeg ’snakker’ faktisk tit med ham. Fortæller ham hvilken succes jeg har fået, (indtil 30 kunder om ugen)…. min mentor. ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Laila. Tusind tak for dit fine svar. Det varmer mit hjerte. Og ja ingen tvivl om din mentor er stolt af dig der hvor han er nu, for allerede at ha fået så fin en forretning op at køre. Godt gået! Glad for at du læste med. TAK. Kram fra din mentors datter <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gry

    Stærkt, smukt og modigt, præcist som dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • jeppe

    jeg kender det, det stopper aldrig men bliver bedre med tiden, savnet vil altid være der og følelsen af at være efterladt alene vil blive hos dig men samtidig gøre dig til et stærke menneske, tabet er enormt som ingen forstår, før de har prøvet det.

    Det er første gang man forstår man er alene, og visse kampe kan man kun selv kæmpe her i livet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Kære Nicoline.
    Det gør så ondt indeni mig at læse dit indlæg. Både fordi det rammer noget i mig, og fordi andre skal igennem det samme som mig. Jeg mistede min mor til kræft for 3 år siden. Og havde ligeledes 5 fantatiske dage på hospice Fyn, til at sige farvel på. Og jeg er helt enig. Smukkere sted kan man ikke få lov til at sige farvel på. Jeg håber for alle der kommer i vores situation , at de kan få lov til at opleve det samme. Til at starte med var mit tab, en stor del af min identitet , jeg kunne ikke tale med nogen omkring mig, uden at tale om min sorg. Jeg vil ikke fortælle dig dit savn bliver mindre , for det gør det ikke. Men man lærer det er en del af hverdagen ..
    Og hvor er det fantatisk at hans sang spiller på bistro Royal hver gang du går ind, han er stadig hos dig, bare gennemsigtig ❤️

    Masser af kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KOM TILBAGE FAR!